Jeg er begejstret for lækre og sprøde bomuldsstoffer og specielt bomuldspoplin stof, der fremstår mere eksklusivt med en tættere, blankere og mere silkeblød overflade end de traditionelle metervarer i bomuld.
Er der forskel på bomuldspoplin og bomuldslærred?
Egentlig er sandheden, at både lagenlærred, bomuldslærred og bomuldspoplin metervarene basalt er vævet over den samme binding; nemlig lærredsbindingen. En binding der kort fortalt kendetegnes ved, at den er ens på ret- og vrangside.
En lille teknisk ændring, hvor kædetrådene – de tråde, der går på langs af væven – er flere og finere, gør dog, at bomuldspoplin får den lidt blankere og blødere overflade end den traditionelle lagen- eller bomuldslærred.
Hvad bruges bomuldspoplin stoffet til?
Bomuldspoplin metervaren er med sit enkle og eksklusive udtryk super velegnet til de finere syprojekter som
- skjorter til både mænd og kvinder
- toppe og kjoler til piger og kvinder
- shorts til hele familien – gratis symønster på shorts i str. ½-12 år
- bloomers til småbørnene
- sengetøj i fine prints og farver
Sådan vasker og behandler du dit bomuldspoplin stof.
Stoffet vaskes som al anden bomuld.
Når der er tale om beklædning, vasker jeg altid på strygelet eller finvask program ved 30-40°; altså det program jeg ville vaske skjorter på. Jeg hængetørrer tøjet, da jeg synes tørretumbling er for hårdt ved det og får det til at krølle mere.
Du kan vaske bomuldspoplinen varmt ved 60° og tørre det i tumbler, hvis du bruger stoffet til f.eks. sengetøj.
Krøller bomuldspoplin?
Da det er et bomuldstof vil det krølle, men jo bedre kvalitet du køber, des lavere er tendensen til at krølle.
Jeg stryger altid mit tøj i bomuld, da jeg elsker den sprøde og glatte overflade, stoffet får ved varmen. Desuden synes jeg, det fremhæver farvernes klarhed.
MEN spørger du mine døtre, ville de aldrig bruge tid på at stryge; de nøjes med at glatte tøjet ud, inden tøjet lægges sammen og puttes i skabet.