Sy selv dit mundbind med gratis mønster. Ja faktisk flere forslag så du har mulighed for at vælge det perfekte sy mønster til din stof ansigtsmaske.
Jeg har ind til for forholdsvis kort siden været imod de hjemmesyede stofmundbind. Men da Sundhedsstyrelsen i august lempede deres tidligere afstandtagen til stof ansigts masker, begyndte jeg så småt at tænke: “Ja hvorfor ikke? Jeg har mega fede stof metervarer til mundbind, man selv kan sy.”
Og så er jeg ellers begyndt at kigge mig om efter stofmundbind med god pasform. Og ikke mindst diverse egnede materialer.
Sy selv mundbind men hvilket stof skal jeg vælge?
Det kan være lidt af en smags sag at vælge stof til et mundbind. Men med hensyn til selve kvaliteten, vil jeg anbefale dig først at kigge efter økologiske GOTS certificerede metervarer. Eller økotex i bedste certificering Økotex 100 og gerne class 1, der er velegnet til baby og børn. Disse certificeringer sikrer dig, at bomuldsstoffet ikke indeholder skadelige og miljøbelastende kemikalier. Og dette er jo selvfølgelig vigtigt, når dit mundbind skal bruges på den allermest sarte hud; nemlig den i ansigtet.
Desuden skal den stof metervare, du vælger, kunne tåle vask ved 60°. Det kan alle bomuldsstoffer, selv om der måske står 30-40° ved beskrivelsen. Når der står lavt gradtal, er det oftest en vejledning til en skånsom vask. Men alle stoffer i ren bomuld kan vaskes ved de 60°.
Stof mundbind med eller uden mønster?
Hvis du vil have et stof, der afspejler din hobby eller interesse kan du vælge metervarer med f.eks. dyr som heste, hunde eller kattekillinger. Eller du kan vælge chili-, æble- eller muffin motiv til dit sy selv mundbind. Mange vælger at sy et mundbind i stof med blomster. Og hvis du vil være mere diskret kan det være et ensfarvet stofmundbind i yndlingsfarven eller matchende dit tøj.
Du kan også sy mundbindet i silke satin eller jerseystof . Her gælder den samme anbefaling om at vælge et stof med certificering.
Vælger du et strækbart stof som jersey kan du med fordel vælge at kante med et elastisk kantebånd, der stabiliserer mundbindet.
Til mit mundbind vil jeg vælge et vævet bomuldsstof med print på den ene side og en ensfarvet metervare til den anden. Mellem disse to lag vil jeg lægge et indlægsstof specielt beregnet til ansigtsmasker i stof, for eksempel ILC 151 Mask.
Hvilket mønster skal jeg vælge til mit sy selv mundbind?
Internettet bugner med gratis symønstre på hjemmesyede mundbind. Dette synes jeg er en dejlig gestus. I en alvorlig situation som Corona pandemien er det go’ stil at tilbyde et gratis symønster og DIY.
Der er rigtig mange bud på, hvordan du kan kan sy dit mundbind. Det er et hav af forskellige udgaver med hver sin pasform. På dansk kan du Google “Gratis mønster mundbind” og på engelsk “Pattern mask corona”. Søg på siden med billeder, det giver et godt overblik.
Jeg har selv brugt en del til på at finde gode tutorials og symønstre på at sy mundbind. Her får du mit bud på, hvilke jeg synes godt om og hvorfor.
Gratis symønstre til Sy Selv Mundbind
1
Det første jeg kiggede efter på min “Gratis Symønster Ansigtsmaske”-jagt, var det såkaldte 3D mundbind. Det har den form, der buer fra næse til hage og en syning langs denne bue. Jeg er brillebærer og vil gerne have et mundbind, der følger ansigtets konturer.
Hos www.tianascloset.com fandt jeg denne ansigtsmaske:
Fordelene ved denne type af stofmundbind er:
- Den buede form gør, at du bedre kan trække vejret, uden du føler, du suger mundbindet ind i munden.
- Følger ansigtets konturer.
- Der er lomme til filter.
- Lommen med filtret “lukker” for de små huller i syningen langs buen.
- Formen på mundbindet passer godt til brillebruger.
- Du behøver ikke sætte næsebøjle i, men opskriften er til det.
Du kan også vælge at sy masken i 3 lag med indlægsstoffet / filtret som det ene lag. Gør du dette, kan du undvære lommen.
DIY video på hvordan du selv syr dit stogmundbind
Herunder finder du en video, hvor Tiana viser, hvordan du nemt kan sy dit mundbind selv.
Link til PDF-symønster Sy selv Mundbind fra Tianascloset. Mønstret er inklusiv sømrum i yderste linje og inderste linje markérer størrelsen efter syning.
Du kan også følge den nemme foto DIY på mundbindet her.
Fra én af mine forhandlere Art Gallery Fabrics, der laver det lækreste og fineste bomuldsstof i økotex og med tæt vævning, kan jeg anbefale dette symønster på stof mundbind
2
Fra samme website fandt jeg det allernemmeste stofmundbind, du selv hurtigt og enkelt kan sy. Og endda helt uden symaskine, hvis du ikke har sådan én til rådighed. Det er bygget over det klassiske mundbind med læg.
Det er en enkel foto DIY. Så selv om den er på engelsk vil du nemt kunne forstå, hvordan du gør.
Fordele:
- Du kan sy stofmundbindet uden en symaskine
- Hurtigt og nemt lavet
- Indbygget lomme til filter / indlægsstof
- Du kan bruge dine stofrester
- Selv børn kan være med til at sy mundbind
3
På det hjemlige marked fandt jeg to gratis PDF symønstre. To mønstre som STOF & STIL har lagt på deres hjemmeside.
Begge stofmundbind er enkle og nemme at sy.
Det ene er det klassiske med læg og det andet er et mundbind med indsnit.
Fordele ved mundbindet med læg
- De samme fordele som du kan læse om i stofmundbind nr. 2
Fordele ved mundbindet med indsnit:
- Indsnittene gør formen mere rummelig ved næse og mund. Dette betyder at du har nemmere ved at trække vejret. Og uden du føler, du suger mundbindet ind i munden.
- Der er ingen syning midt på mundbindet.
- Du syr i tre lag uden lomme. – Indlægget vaskes sammen med stof ansigtsmasken.
- Opskriften er uden næsebøjle, men du kan sagtens tilføje den.
Hvad kan jeg bruge som næsebøjle til stofmundbind?
Når du syr dit mundbind selv kan det være lidt vanskeligt at finde stofbutikker, der sælger næseklemmer til ansigtsmaskerne. Men fortvivl ikke. Du kan bare gå på jagt i dine køkken- eller kontorskuffer.
Jeg vil her vise dig nogle forskellige muligheder, du kan bruge som næsebøjler:
- På dine poser med f.eks. rugbrød er der tit brugt poselukkere, også kaldet Twist Ties. Har du ingen rugbrødsposer med sådanne straps, så bare helt rolig. Jeg har f.eks. købt en pose med 100 stk i min lokale brugs. Og hvis de ikke har det hos din lokale dagligvarebutik, kan du købe en pose med 800 stk for en femmer hos f.eks Billig-Billy
- Piberensere er også velegnede. Du kan købe dem i de fleste hobbyforretninger, og måske i supermarkedernes tobaksafdeling.
- Bonsai tråd eller alu wire som det også kaldes. Det er en hul aluminiumstråd som er let at bøje og ikke knækker ved gentagne bøjninger. Det kan købes hos gartnere, hobbybutikker eller byggemarkeder.
- Hos boghandleren kan du købe de lidt kraftigere og større papirclips eller sådan en metaldims, der sidder i tilbudsmapper. – Ved du hvad den hedder? (se foto her under)
På siden hellosewing.com finder du en video der gennemgår de forskellige muligheder for næsebøjler og næseklemmer til stof mundbind.
Hvorfor bruge stof mundbind?
Der er mange svar på hvorfor du skal sy dit mundbind selv. Men jeg synes stof mundbind er rare, fordi
- de er bæredygtige
- du kan få brugt nogle stofrester
- du kan sætte dit eget personlige præg på dine masker
- stoffet – specielt økologisk bomuld – er bedre for huden
- du genbruger mundbindet efter vask
Du skal dog huske at vaske dine stof mundbind ved 60 gr. hver dag. Hvis du ikke vasker en maskine på 60 gr dagligt, kan du samle de brugte stof mundbind i en tætsluttende plastikpose. Vask dem sammen med sengetøj eller håndklæder så du kører en fuld maskine.
Brug stof mundbindet korrekt
Hvis du anvender stof mundbindet som de blå kirurgiske, er du godt beskyttet.
På apotekets hjemmeside viser de gode råd og fif til korrekt anvendelse af mundbindet.
Samme sted gives der også gode råd til os, der bruger briller OG mundbind. Se for eksempel hvordan du bedste undgår duggede briller ved brug af ansigtsmasken
Jeg håber, du blev lidt klogere på, hvordan du kan sy dit mundbind selv.
Dbh Marianne